Fremtidens hospital

Fremtidens hospital: Robotterne kommer

 
Skrevet af David Nikulin | 14. Jun 2012 | Lab Confidential

Hospitalerne står over for enorme forandringer inden for de næste 5-10 år. Ikke nok med, at vi i Danmark vil se opførslen af flere såkaldte “supersygehuse”, hele sektoren står overfor at ryge indenfor kategorien af “the next big thing” inden for innovation og teknologi.

Konsulenthuset McKinsey anslog i rapporten Big Data (2011), at der i den amerikanske sundhedssektor var 300 milliarder dollars uudnyttet værdi gemt i data, hvis man blot formåede at udnytte dem bedre. Og det er bare på datasiden. Hvilke værdier ligger så ikke gemt i udnyttelsen af nye teknologier som automatiserede processer, robotter, kommunikationsværktøjer osv.?

Sundhedssektoren fylder meget i rigtig mange lande, og det har fået mange store globale koncerner til at kaste sig over branchen. Alle vil have en bid af kagen fra de store budgetter, da de også har set potentialet.

I samarbejde med Hvidovre Hospital har Innovation Lab lavet rapporten “Fremtidens Hospital”, der ser nærmere på, hvordan teknologien vil påvirke dagligdagen på fremtidens hospitaler.

Et af de områder, der måske er mest kontroversielt, er brugen af robotter. Frygten for den kolde mekaniske hånd, der rører ved patienten, har ofte vakt skepsis. Ikke desto mindre er der mange positive resultater og erfaringer at hente fra de forsøg med robotter, vi har set nærmere på. F.eks. var 92% af patienter og pårørende komfortable med, at der blev foretaget stuegang ved hjælp af robot og videoskærm på intensivafdelingen på The Methodist Hospital, Weill Cornell Medical College i Houston. I stedet for en læge kørte en robot rundt med en skærm og kamera, og i et lokale sad et multidisciplinært team af læger og kirurger. Foredelene var mere ro på afdelingen og adgang til flere eksperter på samme tid.

Under udarbejdelsen af rapporten talte vi med Cory Kidd, ph.d. fra MIT Media Lab og stifter af Intuitive Automata, der har arbejdet med menneske/robot-interaktion. Erfaringerne med at lade robotter og mennesker interagere var meget positive. F.eks. fik patienter, der var opereret for overvægt, en robot med hjem, der skulle hjælpe dem med deres program. Patienter med robotter klarede sig signifikant bedre end kontrolgruppen og mere interessant, så ville de slet ikke af med robotterne igen, da forsøget skulle stoppe.

Det handler dog ikke om, at der slet ikke bliver brug for plejepersonale i fremtiden. Det handler om at frigøre resourcer til, hvor de gør mest gavn. Og mens vi langsomt vænner os til, at teknologien gør ting automatisk (f.eks. er metrotogene førerløse), så vil det også blive naturligt på hospitaler, at flere funktioner overtages af teknologi eller robotter.

Hvorfor skal en farmaceut spilde tid på at sortere piller og medicin, når hele processen kan fuldautomatiseres og fungere fejlfrit? I Forth Valley Royal Hospital i Skotland - et af Europas mest moderne hospitaler - har man et fuldautomatisk apotek, der har kostet 400,000 GBP, men som allerede det første år bidrog med besparelser for 700,000 GBP i reduceret tidsforbrug og fejlmedicinering, lige som lagerbeholdningen blev optimeret. Netop reduktionen af menneskelige hænder i forskellige faser nedbringer både risiko for fejl og infektioner. Ved University of California San Fransisco Medcial Center har man testet et fuldautomatisk apotek, der i prøvefasen leverede 350.000 doser medicin - pakket i små stregkodede plastikbeholdere indeholdende patienters medicin for de kommende 12 timer - og ikke én af de leverede doser var forkert.

Med de mange positive erfaringer og den meget fokus på teknologi inden for hospitalssektoren, tror vi, at vi vil se en mindre revolution inden for området de næste 5-10 år. Det kræver dog, at man gør organisationerne klar til skiftet og den øgede teknologi, som alle faggrupper vil blive berørt af. Dialogen kan med fordel starte nu.
 

Book et foredrag om Fremtidens Hospitaler

Innovation Lab har på det seneste arbejdet med Fremtidens Hospitaler. Hvis du vil vide mere om Fremtidens Hospitaler, kan du booke David Nikulin til et foredrag om emnet og de erfaringer, Innovation Lab har på området. Kontakt Lab Agent Heidi Svane for mere info på heidi@ilab.dk eller +45 2285 3132.

Innovation Lab A/S    Vestergade 58F    DK-8000 Aarhus C    +45 7027 7227    info@innovationlab.dk    CVR: 28699670