Hårdkogt hacker med formidlingstæft søges

 
Skrevet af Thomas Wittenburg | 20. Dec 2010 | ILab notes

Innovation Lab søger en udadvendt teknologistærk netværker til et spændende studiejob

Vores Chief Hacker Thomas har brug for hjælp til at holde vores fremtidsudstilling, DemoLab opdateret. Jobbet består i at jagte gadgets og teknologier fra hele verden, som kan hentes hjem til vores udstillinger. Herudover vil en stor del af tiden gå med selv at skrue i prototyper, samt vedligeholde de gadgets og teknologier vi allerede har.

Endelig vil der være rundvisninger i udstillingen, både på kontoret og ude af huset, hvor du vil indgå i et internt samarbejde med Fremtidslaboratoriet. Du vil ligeledes kunne se frem til en bærende rolle i afviklingen af vores årlige NEXT udstilling, samt andre eksterne udstillinger.
 

Hvem er du?
Vi søger en kreativ, idérig, og teknologistærk programmeringskyndig hackertype, der er bekendt med Ohms lov, og måske endda har haft en loddekolbe i hånden. Du er sandsynligvis svært interesseret i teknologi på mange fronter, og kan lide at formidle din viden på området, så alle kan forstå det. I den forbindelse er det naturligvis en fordel, at være i stand til at researche på områder, du måske ikke er så stærk i.

Sprogmæssigt er det vigtigt at være flydende på engelsk i skrift og tale, og gerne andre sprog også, da du i høj grad kommer til at kommunikere med vores store internationale netværk.
 

Ellers andet...
Omfanget af stillingen er ca. 10 timer ugentligt, arbejdsstedet er vores kontor i Århus, og lønnen er gældende studentermedhjælpstakst.

Har du fået mod på udfordringen, kan du sende din ansøgning til thomas@ilab.dk - skriv "Ansøgning - DemoLab" i emnefeltet.

Har du spørgsmål til stillingen, er du naturligvis også velkommen til at kontakte Thomas Wittenburg på førnævnte mail eller på telefon 4040 4825.

Ansøgningsfrist 11.1. 2011.