Impression Management: Plej dit digitale ydre

 
Skrevet af Mads Thimmer | 8. Nov 2008 | ILab notes

I stigende grad bliver menneskers visuelle fremtoning vigtigt. Digitale indfødte (det er altså dem under 30!) har i gennemsnit 7 profiler, som de skal tweake og tune og pudse, så profilen er optimalt beredt på netop dét sociale netværk. Jeff Jarvis, stifter af Buzzmachine, har ret i, at der altid har været personlige brands – men hvor det før var familie og venner, der nød godt af specielle individer, kan nettet nu give instant fame til enhver, der vil invitere nettet med.

Og det gør vi i stigende grad, publicerer os selv. En undersøgelse fra Ofcom siger, at 43% af alle voksne briter har uploaded video til nettet (2007). Det giver et problem for mere traditionelle medier, det døende TV selvfølgelig men herunder også mobilen. En undersøgelse Future Lab har foretaget for PayPal viser, at hvis man havde en time tilovers ville 45% bruge den på deres sociale netværk. Kun 4% ville tale i mobil! Tallene er dugfriske, men de bliver sandsynligvis ikke mindre for de sociale netværk – netværkene bliver blot mere specialiserede og relevante.

Impression Management er Future Laboratorys definition på den trend, der i stigende grad gør det attraktivt og vigtigt at pleje sit virtuelle udseende. De sociale netværk er en stærk argumentation men også andre eksempler viser sig. Tyskerne har fået en uvildig fremmed at stille det penible spørgsmål ”does my bum look big in this?”  til. Checkyourimage.com giver ofte flere hundrede svar tilbage på den slags spørgsmål, og pludselig er det den digitale verden, der plejer den fysiske verdens udseende. Et andet site, sidetaker.com, giver på samme måde mulighed for at spørge fremmede, om hvem har ret i en diskussion. Brættet oppe eller nede? Man kan næsten gætte svaret (når nu 2/3 sociale netværksbrugere er kvinder…).
Microsoft er bestemt ikke tabt af web 2.0 dansen, hvad mange ellers brummer om. Microsofts site  Groupshot giver mulighed for at skabe det perfekte billede ud fra en serie smådårlige billeder. Du uploader bare løs, så photoshopper Groupshot sig frem til et vinderbillede. Med 1200 billeder på 16 giga kortet skulle der være chance for, at selv den mest uduelige fotograf kan finde sin heldige side. Og det er vigtigt! Ifølge Future Lab har 23% af alle engelske unge være flove over billeder eller video, der har ramt nettet. Analysebureauet Pew hævder ligefrem, at 38% har været så flove, at de aktivt har forsøgt at fjerne information om sig selv.
Det har givet grobund for en række af de senere måneders allerstørste websucceser – ORM. Ikke den slags det normalt er uheldigt at fortælle man har på en date. Men Online Reputation Management, muligheden for at sprede positiv information om sig selv, fx gennem tjenesten Naymz, der er meget brugt i professionelle kredse. Kate Moss har aktivt brugt ORM til at lede folk hen til mere positive omtaler i forbindelse med hendes kokain-deroute. ORM er storebror til CRM, hvor dit image er vigtigere at holde styr på end kundernes ditto hos dig. Og ORM giver baghjul til søgemaskineoptimering (SEO), hvor det ”bare” drejer sig om at se godt ud på Google. ORM drejer sig om at se godt ud for sine medmennesker uanset hvor de måtte kigge.

I samme boldgade ligger en hel ny branche af mellemled, der opstår på forbrugernes interesser, og hvor firmaer skal skærpe sig for at dyrke sit image – her hjælper søgemaskinesnyd ikke. Hotels.com sælger ikke længere primært på pris – nu er andre brugeres dom det centrale parameter. Mydeco.com er den nye møbelbutik – her sammensætter community members forslag til indretning ved at bruge fotos eller 3D-billeder af deres favoritindretning, komplet med priser og links til, hvor tingene kan købes. Glemt alt om Bolia, IKEA og ILVA, mydeco er jo renset for møbler, der bryder sammen eller sofaer, der ikke tåler pletter. Helt på brugernes præmisser. Her er brands helt og aldeles overladt til sin egen kvalitet (og så gælder det om at have ORM). Måske var det ORM, der greb Nike, da de købte en hel park i Japan – for at sikre joggere deres ret til at løbe rundt og vise Nike-produkterne frem. Sådan noget kan brugerne nemlig lide.

Man aner en tid, hvor den brugerdrevne totaldominans, produktivkræfterne, stille bliver et flertalsdiktatur og brands, udbytterne, de underkuede… Måske skal Das Kapital snart stilles til download fra Dansk Industris hjemmeside?

"jcooper"  har indviet os i sit selvskabte, virtuelle drømmehjem: Scandinavian Retreat på mydeco.com. Look'et koster kun 1346 £. Hvis man køber de rigtige steder...

Innovation Lab A/S    Vestergade 58F    DK-8000 Aarhus C    +45 7027 7227    info@innovationlab.dk    CVR: 28699670