De næste fem dage bliver en tæt pakket tur for de heldige iKraft-inviterede deltagere, ad indersporet blandt de mest lovende opstarter og miljøer i området omkring Palo Alto – det virkelige hjerte i området kendt andre steder som Silicon Valley. Fra vildtvoksende og geek-autonome hackerspaces til nålestribede venture seancer om de mia-bevægelser lige nu, som kommer til at forme verden fra en web-front de næste 2-3 år.
Første døgn i silicon valley har budt på den ”sædvanlige” samling røverhistorier. En 93-årig krigsveteran, der havde fronterfaring fra anden verdenskrig – og som nok eneste kvinde (!) også fra Vietnamfronten. En Janis Joplin ex-kæreste, der som fotograf havde skudt albumforsider til nogle af 60’rnes kendteste udgivelser. San Francisco, der i omfang er sammenlignelig med Århus, er til stadighed verdens mest naturlige hjemsted for excentrisme - her er det umuligt at være ”outrageous” – og det er selvfølgelig også i området heromkring, at verdens største teknologiske failures og fænomener føler sig hjemme. Fejl er i øvrigt en essentiel del af et sandt succes-billede, så meget har man lært.
Ugen står ikke på byvandring hos de sædvanlige kæmper, Google, Facebook, Oracle og så videre. Selvom de støder til selskabet for at få del i løjerne. Det drejer sig om de boblende næste-G’ere. Programmet byder på et besøg hos Wired-stifterne Jane Metcalfe og Louis Rossetti og deres nye kærlighed – den højteknologiske chokoladefabrik TCHO, hvor serverne er det centrale og hele produktionen kan styres fra en iPhone app. Her skal vi høre om fremtidsledelse og fremtidsproduktion – lige nu. Og på en tur indenfor hos vækstkometerne Yammer, der er ved at skubbe fænomenet ”intranet” ”og videndelingsredskaber ud over glemselens kant. Og hos netværksspecialisterne Salesforce, der lige nu indtager CRM-verdenen med et tæt Googlemakkerskab, og hvor deres chefteknolog skal fortælle, hvordan det kan lade sig gøre. Ved selvsyn.
Der er også fri udsigt til et af de steder, hvor de kommende kometer ikke engang er født endnu – hos hackerspacet NoiseBridge i San Francisco, hvor man skal stå op før hanen for at kunne kalde sig hacker. Som i øvrigt er et positiv pseudonym for ”(de)konstruktiv bidrager”, og som helt sikkert kommer til at arve jorden lige om lidt. For de, der ikke nåede at løse billet (som i øvrigt blev udsolgt to dage efter offentligørelsen, sorry!) til indersporet hos Innovation Labs netværk in the Valley, er der rigeligt med trøst og sidelinjegevinster her på bloggen hele den kommende uge, hvor vi er tre agenter til at fortælle alle hemmelighederne videre.
Innovation Lab A/S Vestergade 58F DK-8000 Aarhus C +45 7027 7227 info@innovationlab.dk CVR: 28699670