Personal Cloud, dit personlige sted i internet-skyen
Kampen mellem Google, Microsoft og Apple er på vej ind i en helt ny fase. Lige om lidt er det nemlig ligegyldigt, hvilken enhed du bruger, og hvilket operativsystem den er udstyret med. Det virkelige slag skal slås omkring dit nye digitale værested – Personal Cloud - dit sted i internetskyen. En ny, livslang og fuldstændig uundværlig digitial service for os alle sammen.
Vores brug af forskellige digitale dimser, PC'er, Smartphones og så videre, er på vej ind i et dramatisk skift der vil slå igennem i løbet af de næste 2-3 år. I løbet af de seneste år har vores brug – og dermed behov – ændret sig. I gamle dage – for 2-3 år siden – brugte vi typisk en PC til at gå på nettet med, i dag har vi ofte 2-3, iPad's, Smartphones og andre enheder. Vi bruger masser af services på nettet, fra Facebook og derudaf. I gamle dage var det mest mails og så lidt blandet web ved siden af. I takt med at vores digitale liv svulmer op og fylder mere, gør vores datamængder også. Og ikke alene det - vigtigheden stiger også. Det er uundværlige personlige dokumenter og billeder, der skal opbevares, og de skal opbevares hele vores liv, ikke bare fra projekt til projekt.
Velkommen til Personal Cloud. Du vil have adgang til din Personal Cloud fra hvad som helst - displayet på dit køleskab, din smartphone, din bils instrumentbræt, touch skærmen på banegården, din PC, din eReader, din tablet/tavle PC og så videre.
Personal Cloud spænder over dine arbejdsmæssige behov og dine private ditto. Vi oplever, hvordan grænserne mellem arbejde og privatliv opløses. Jeg sidder i et TGV-tog på ferie i Frankrig og skriver dette blogindlæg. Jeg har brug for arbejdsrelateret information og –adgang for at kunne skrive. Sådan flyder det sammen, og derfor må din Personal Cloud kunne håndtere begge dele - både arbejde og privatliv.
Din Personal Cloud består af 3 hovedområder:
For det første vil der være en vifte af helt centrale kerne-services: Email, kontakter og kalender, social graph services, netværk og så videre. Identitet og håndtering af sikkerhedsniveauer og –adgang. Informationsstyring og håndtering af filer, adresser, bookmarks, noter og dokumenter. Filer i det hele taget og backup af dem. Media services - alt fra dine personlige fotos til din musik og streaming-adgang, video og tv. Mail, kalender, personal networking services, arkiver, billeder, multimedia, kontakter, identitet og backup services. Min information på de forskellige enheder, mine bookmarks, det hele er indexeret og synkroniseret på tværs af enhederne og backed up.
For det andet vil der, rundt om kerneydelsen, være masser af nicheleverandører af alt fra sports-tracker services, alverdens finansprogrammer, styring af lyd og billede i hjemmet, Energistyring, som mine venner hos Greenwave Reality står for, Viamichelin ruteplanlægning med kulinariske islæt, og hvad ved jeg.
Det tredje område er en vifte af arbejdsrelaterede værktøjer. Ud over det personlige med mail og så videre, er det en hel værktøjskasse af ting, der er relevante for netop dit job, om du er revisor, mekaniker eller hjemmehjælper. Alt kan tilgås fra din iPad, Smartphone og så videre - det er jo netop fidusen med Personal Cloud. De følsomme data og fortrolige oplysninger fra virksomheden bliver håndteret i et streamet – eller virtualiseret lille afgrænset afsnit. Det betyder, at du kan se dem på en hvilken som helst enhed, da de er sikre i deres lille virtuelle boks på skærmen.
Konsekvenserne af dette skift er enorme. For det første skal slaget nu slås omkring Personal Cloud, og det bliver lidt ligemeget, hvad det er for en dims man bruger.
Hvem kommer så til at spille rollen som din livslange leverandør af Personal Cloud services? Hov, stop en halv – livslang?? Ja, det her bliver så omfattende, at du ikke bare lige skifter leverandør hvert kvartal. Google, Microsoft, Apple???
Mere om det i næste afsnit af denne blog om Personal Cloud-udviklingen.
Preben Mejer - videnkilde, storinspirator og bestyrelsesformand for Innovation Lab. Slå dig ned i hyggehjørnet og lyt til Prebens digitale eventyr.
Innovation Lab A/S Vestergade 58F DK-8000 Aarhus C +45 7027 7227 info@innovationlab.dk CVR: 28699670