Engang var de verdens førende brancher – olie- og bilbranchen. De blev hyldet som lokomotiver for civilisation og udvikling. I dag er bilbyen Detroit, hvor Ford og verdens brede bileventyr startede, en spøgelsesby af et konkursbo, og olieindustrien har fået først Irak-krigen og siden hele verdens undergang på sin folkelige samvittighed med ordene ”fossile brændstoffer” som de ondeste siden ordene ”Adolf Hitler”.

Vi nød at se Poul Hammerichs ”Gamle Danmark” med elskelige PH og hans elskede cigaret, med familie, i deres elskede bil, Marie hed den vist, på vej mod vandet. I dag er det klip på YouTube med speedergale Toyotaer, der bliver vist i de små hjem.

Bilen var symbolet på industrialiseringens frigørende materialisme. Den skabte jobs og mulighed for at komme til stranden. Det var dengang. Nu er bilindustrien massefyringsrampe, og Toyota-fabrikkernes LEAN-model, hvor alle effektiviseringsmuligheder presses til det gudsjammerlige, har vist en fatal skyggeside med speederproblemer og produktfejl i en klasse, der kan risikere at knække nakken på selve symbolet på produktivitetens rendyrkelse.

På bare få år er firhjulstrækkere blevet så forhadte, at gule nummerplader stort set er blevet et lavkastemærke, og der findes ligefrem velbesøgte hjemmesider som FUH2.com, hvor sporten ”at give finger” til en Hummer, kongen af firhjulstrækkere, dyrkes intenst. Så intenst at bilproducenten nu er solgt til et kinesisk cementblanderfirma.

Bil- og olieindustriens fætter-kusinefest fik lov at vare 100 år. Men nu er den definitivt forbi. Gudedyrkelse er blevet til djævletilbedelse. Statussymbol er i dag et jordvarmeanlæg, ikke en Porsche Cayenne. Effektiviseringsmodellens excellence er i dag en menneskevendt og åben brugerinnovation, ikke Toyotas LEAN mean killing machine. Tegn på udvikling, vækst og fremsyn er ikke olietårne eller boreplatforme men vindmøller og solcelleparker. Vind og vand kommer man aldrig til at slå hinanden ihjel for den eksklusive adgang til.

Som en hastigt aldrende skønhedsdronning tyer bil- og oliebranchen nu til dyr sminke. Grønne bade. BP har brugt 200 mio dollars på en kampagne for at overbevise om, at BP står for ”Beyond Petroleum” og ikke ”British Petroleum”, og man kan købe ”bioDiesel” på Statoil, dvs med hele 2% BioEthanol. Kun folks indgroede vaner og en håbløst ineffektiv ikke-udvikling indenfor offentlig transport (hvad skal man med busplaner i et GPS-samfund?) holder stadig sammen på verdens sygeste brancher.

For snart er det forbi. Snart har vi et smart grid, der kobler strøm fra vedvarende energikilder til elbil -batterier. Snart har vi en GPS-baseret og chaufførfri flåde af tilkaldevenlige køretøjer, der tilsammen udgør det offentlige transporttilbud. Snart rammer de første Open Source-udviklede bilmodeller gadebilledet med en uhørt lav pris og uhørt høj driftssikkerhed.

Snart flytter forretningsmodeller fra mobilbranchen over i bilbranchen og skaber køretidskort til billige og afgiftsfrie elbiler, der også kan bruges mod månedligt abonnement i lidt dyrere og mere Mads Christensen-rettede udgaver. Snart bliver det ikke en eksklusiv og tvivlsom forret til udnyttelse af geografiske ressourcer, der afgør magtfaktoren for stater og selskaber, men derimod adgangen til brugssiden og kontakten til Hr og Fru Hassan, der bliver det nye råstof.

Snart bliver det hjul på den hvide måde.