Intelligent boligkompleks
Intelligent strømstyring i hjemmet
Stikkontakterne ser måske ikke meget anderledes ud i fremtiden, end dem der hænger der i dag. Men den elektricitet der løber ud af dem, vil meget snart være styret af teknologier, der giver flashback til science fiction genrens ”klap-to-gange og lyset slukker”. Danmark står overfor en revolution af elforsyningsnettet, der på sigt kan blive ligeså forandrende for vores forbrugsmønster, som internettet var det for kommunikationen.
I samarbejde med GreenWave Reality, SEAS NVE og Danfoss bidrager Innovation Lab til udviklingen af et Smart Grid-system, der kan styre elektricitet og varme i lejligheder og etageejendomme. Projektet, der er støttet af Fornyelsesfonden, baseres på GreenWave Realitys præmierede system ”Home Energy Management”, som Innovation Lab tidligere har haft under usability-luppen.
Nu bidrager Innovation Lab til selve udviklingen af en ny prototype, der installeres direkte i en ejendoms elskab. Først i form af en række landestudier, der skal forstærke systemets tilpasning til det internationale marked, og senere i form af en række prototypetest og kvalitative brugerstudier i 50 testboliger på Sjælland.
Projektet har ikke alene til formål at komponere en fremtidig eksportsucces. Med det stødt stigende fokus på elektrificering af det danske energiforbrug, samt omlægningen til vedvarende energikilder som vindmøller og solceller, er det praktisk talt umuligt at fortsætte med at anvende elektricitet, som vi gør det i dag.
Fortsatte vi blot med at anvende elektriciteten, som vi gør det i dag, ville vi være nødsaget til at foretage milliarddyre investeringer i kobbernettet, så det kunne håndtere den efterspurgte kapacitet i spidsbelastningsperioderne. Endvidere indebærer brugen af elbiler og varmepumper større udsving på elforsyningsnettet, med ustabilitet til følge, såfremt strømmen ikke styres intelligent.
Der er således behov for en intelligent strømstyring, der kan udjævne spidsbelastningsperioderne i elforsyningsnettet og fleksibelt skubbe energien rundt, så den anvendes mest hensigtsmæssigt.
Spørgsmålet er dog hvordan vi vanedyr reagerer på en automatisering og styring af den selv samme elektricitet, vi igennem mere end hundrede år har kunnet tappe, når vi ville. Kan vi ændre adfærd? Tager vi Smart Grid systemernes energibesparelser til os, eller går vi blot ud og køber nye elapparater og digitale skærme?
Dette og meget andet vil vi undersøge i projektet Intelligent Boligkompleks frem mod slutningen af 2013. Du kan følge med her og læse det første blogindlæg af sociolog Tobias Eskildsen, der forsøger at løfte sløret for, hvordan et Smart Grid-system meget snart vil forandre vores hverdag.
Ydelser
Brugerstudier og analyser
Informeret og inspireret innovation udkrystalliseres gennem forretningsetnografiske brugerstudier.
Tech research
Fremadskuende forståelse for ny teknologi, forretning og brugeradfærd.
Prototypeudvikling
Vi hacker, bygger, skruer, koder og leger.
Idégenerering
International forfrontsviden om det teknologisk ypperste kondenseret til 10-15 inspirerende idéer.





