Vindenergi anno 2025

Hvilken vej blæser vindene?

Vestas ønsker at sætte fokus på fremtidens vindenergi. Den kendte vindmølle udvikler sig gradvist i takt med at nye materialer og produktionsmetoder vinder frem. Men hvordan ser fremtiden for vindenergi egentlig ud?

Innovation Lab hjalp i sommeren 2010 Vestas med at spore en række af firmaets topudviklere ind på de tendenser, som tegner sig for energiindustrien i løbet af de kommende femten år. Sammen med et bredt udkig på fremtidens dominerende teknologier og materialer, lagde det grunden til en intensiv tredages workshop, hvor målet var at nå frem til en radikal nytænkning inden for vindenergi.

Metoden var for så vidt simpel: Sæt 30 af Vestas’ skarpeste hjerner i et rum i tre dage og lad det resultere i fremtidens systemer til at høste vinden. Simpelt? Ikke når den eneste begrænsning er, at der ikke må tænkes i gradvise fremskridt. Der skulle med andre ord radikale idéer på bordet.

De tre dages workshop startede ud med en inspirationsindsprøjtning. Innovation Lab havde forud for workshoppen rejst verden rundt, og interviewet en række af verdens mest indsigtsfulde futurister og teknologiske spåmænd. Således medvirkede blandt andre Alex Pang, Ian Pearson og Anthony Townsend til at bringe viden om fremtidens teknologiske muligheder til de udviklere, der de næste dage skulle dykke ned i en tænkt men så absolut plausibel fremtid. Som inspiration havde Innovation Lab også udarbejdet et konceptkatalog med en lang række bud på hvordan alt fra fremtidens biler til mobiltelefoner og hjem, måske, kommer til at se ud.

Efter et solidt skud viden, skabte deltagerne en række scenarier for fremtidens energiforsyning. Disse lagde grunden til nogle verdensbilleder, der ansporede forskellige løsninger. Fire grupper fik hver deres verdensbillede at arbejde med, og blev herefter guidet igennem en specielt tilrettelagt proces, sammensat af Innovation Lab.

Ved forskellige feedback-runder fik hver gruppe chancen for at pitche deres idé og modtage de andre gruppers reaktioner på koncepter og designs. Resultatet blev fire meget forskellige koncepter, der hver især står som et pejlemærke for et muligt fremtidigt forretningsområde for Vestas.

Under workshoppen blev grupperne assisteret af en række illustratorer, som sørgede for at få alle de gode ideer og vanvittige indfald ned på en form, der gjorde dem lettere at forstå.

Efterfølgende udarbejdede Innovation Lab en procesbog, som blev overdraget til Vestas. Bogen visualiserer og forklarer hele forløbet, samt de endelige resultater.

Vestas har endnu ikke frigivet alle resultaterne af workshoppen, men deres egen version af løjerne kan læses her.

Ydelser

Demolab
Indsigtsfulde fortællinger og hands on udforskning af nyeste prototyper og skelsættende teknologier

Idégenerering
International forfrontsviden om det teknologisk ypperste kondenseret til 10-15 inspirerende idéer.

Konceptudvikling
En række banebrydende helhedsforslag til værdiforøgende veje frem via ny teknologi og nye tanker.

Procesfacilitering
Processen konkretiserer resultatet i en form, hvor idéerne føres frem til et profitabelt koncept.

Tech research
Fremadskuende forståelse for ny teknologi, forretning og brugeradfærd.

Innovation Lab A/S    Vestergade 58F    DK-8000 Aarhus C    +45 7027 7227    info@innovationlab.dk    CVR: 28699670