Plastic Logic, en opstartsvirksomhed med rødder i Cambridge universitetet, gav på Demo konferencen i San Diego i sidste uge en smagsprøve på deres nye e-reader. Et koncept, som de lancerer i begyndelsen af 2009. Enheden er specielt designet til forretningsfolk, som vil slippe for at slæbe rundt på alt i papirformat. Der er endnu ikke sluppet de store specifikationer ud om enheden, men enhedens skærm er lavet af elektronisk blæk (e-ink) præcis som Amazon Kindle, der efterhånden har været i handelen i et års tid. Det er endvidere interessant at bemærke at Plastic Logic har bygget en fabrik i Dresden, som åbner i denne uge, og som efter planen skal producere 11 millioner e-ink skærme om året.
Man kan se en video af Richard Archuleta’s (Adm. Dir hos Plastic Logic) præsentation ved at følge dette link til Demo konferencens website. Som det fremgår heraf, så er der tale om en meget tynd enhed, hvis design tydeligt er inspireret af Apple. Af de få specifikationer som er sluppet kan fremhæves:
- Den vejer en tredjedel af en MacBook Air
- Har en batterilevetid på dage frem for timer
- Den skulle være endog meget Robust
- Kan tændes og slukkes lynhurtigt
- Skærmen er læsbar i fuldt dagslys
- Navigation via touchscreen og on-display keyboard til noter, etc.
Spørgsmålet er selvfølgelig om vi er på vej imod det papirløse samfund? I hvert fald begynder flere og flere af denne typer enheder at ramme markedet, men det er endnu usikkert om der blot er tale om lidt nyere og bedre version af Amazon Kindle eller Sony Reader, eller der er tale om en reel innovativ nyudviklingen indenfor e-readers. Hvordan det end ender, så ser vi frem til endnu en mobil internet-enhed, da det er en produktkategori i rivende udvikling.
Innovation Lab A/S Vestergade 58F DK-8000 Aarhus C +45 7027 7227 info@innovationlab.dk CVR: 28699670