U2 til Hjallerup!

 
Written by Mads Thimmer | 3. Jan 2008 | ILab notes

Uge 23, 2007

Kunne du tænke dig, at Bono kom forbi og glimtede med guldstemmen og de verdensfrelsende fluebriller - måske til marked i Hjallerup? Så er det faktisk muligt. Hjemmesiden eventful.com har specialiseret sig i at strukturere efterspørgselen, så den kan diktere udbuddet. Det vil sige, at hvis nok interesserede vifter med pengesedlerne i Nordjylland, så sørger eventful.com for, at U2 kommer og spiller. Er der villige mennesker nok, tilstrækkelig efterspørgsel, kan alt lade sig gøre. Lige nu er f.eks. Enrique Iglesias kandidat til et besøg i ydre Rumænien, hvor en flok dedikerede fans står klar.
 
Efter 150 år med finpudsning af udbudssiden, der har pyntet sig med markedskommunikation, branding, storytelling, lean, coaching, og hvad der ellers kan krykkes frem af handelsskolefantasien, er tiden kommet til at hjælpe efterspørgslen med at organisere sig. Lige nu falder eksemplerne over hinanden.
 
Innocentive er en webbaseret forskningscentral, der matcher forskningsopgaver med ledige forskningsressourcer og vice versa. Her er det efterspørgslen, der styrer, hvad enten det er en forsker på jagt efter en betalt opgave indenfor sit felt, eller et virksomhedsfelt på vej efter en forsker. Og opgaverne løses naturligvis globalt. Hvorfor pokker skulle man så etablere et MIT i baghaven, når man nu bare kan påkalde ressourcerne efter behov? Nogle af verdens største firmaer hyrer forskere på denne måde. Men også mere almenmenneskelige hjerner kan samle sig som efterspørgsel. Ledige menneskehjerner kan hjælpe fastkørte computere på amazon-sitet mturk.com, hvor det er computerne der efterspørger HITs, Human Intelligence Tasks, altså opgaver som vi er langt bedre til end computere, fx til at genkende ansigter eller figurer på et billede.
 
Efterspørger du noget, der ikke rigtigt findes endnu, kan du bare henvende dig hos kinesiske Li & Fung, som er et firma, der har specialiseret sig i at omsætte efterspørgsel til udbud, primært indenfor tekstilindustri, med et netværk til 7500 produktionsvirksomheder i 37 lande. De kan efterkomme næsten ethvert ønske.
 
Den kommende efterspørgselskultur må være et mareridt for reklamebranchen. Den lever i høj grad af, at de store brands har udviklet ting i al hemmelighed, som man pludselig skal have folk til at efterspørge, om de vil eller ej. Det kræver massesuggestion, reklame. Men går det den anden vej, hvor folk selv spørger efter varerne, er der stort set ikke brug for hypnotiserende mellemmænd, behovene skal ikke skabes. Og de nyeste internet-erhvervssucces’er som Google, Skype, Youtube og Myspace har som regel ikke brugt en kr af deres mia budgetter på reklame. Man har i stedet brugt pengene på at skabe efterspørgsel, fx ved at forære telefoni væk, lave et gratis kortprogram eller give fri plads til hjemmevideoer. Det drejer sig simpelthen ikke længere om at sælge, til nød om at skabe køb og overvejende om bare at være på det rigtige sted og hjælpe den stigende efterspørgsel.

Innovation Lab A/S    Vestergade 58F    DK-8000 Aarhus C    +45 7027 7227    info@innovationlab.dk    CVR: 28699670