
Louise Jakobsen
Business Innovation, Ideationist, Internationale netværk, Organizational Transformation
I selskab med to guldfisk tog Louise turen fra den jyske hede og ingeniørstudierne i Herning til Aarhus og en plads på fremtidsteknologiernes fødegang. Her befinder frøkenen sig således ultragodt, om det er med en mobil hjernescanner på hovedet, kørende rundt på en Segway eller med fingrene i den højtelskede muld bestående af trends, ny teknologi og alt, der begynder med innovation.
Når ikke spinningcyklen i fritiden betrædes, er den aarhusianske gågade et eminent alternativ. Med en større kærlighed til alle former for beklædningsgenstande er humøret himmelstræbende, når timers butiksselskab forvandles til mindre plads i garderobeskabet.
Under påplastringen af titlen Master of Science in Technology Based Business Development, mente Louise dog at Agent-titlen ligeledes skulle testes. Agent, sådan som i en mørkklædt lyssky person, der på listetå fremskaffer hemmelige informationer. Og således drog hun til Californien og Silicon Valley, for dog at konstatere at hendes natur ikke rigtig kunne bære den hemmelige Agent-titel, men nok nærmere det modsatte. Hvertfald kunne man finde hende på forreste række til alverdens events og konferencer, der nærmede sig at afsløre den inspirerende dals hemmelige keys til evindelig kommerciel innovation og succes. Nårh ja, og så blev det i øvrigt også til en hel del timer hos Udenrigsministeriets satellitorganisation Innovation Center Denmark i Palo Alto, hvor danske startups, der ønsker at entrere det amerikanske marked, med fineste fornøjelse bliver hjulpet med alt fra rådgivning i strategi til forretningsmodellering, opsætning af internationale netværk og mange mange andre ting...