blog

Tag en vacuumtube til London på 40 minutter

Forfatter: 
Kim
Hvad nu hvis Aarhus satsede på fremtidens transport i stedet for endnu en lufthavn?

Det selvsikre Aarhus, der på den ene side taler om at gå 10-15 års lufthavnsudvikling til tre milliarder kroner i møde, kunne i stedet tale om at blive Nordens største knudepunkt for et transeuropæisk hyperloop.

De kører lige nu tests på Hyperloop i Californien. Og det går efter planen. Hyperloop er et af firmaerne, der prøver at redefinere transportområdet. Lidt forenklet laver de et stort rørsystem med undertryk, som driver enheder i røret ved hjælp af elektromagnetisme.

Lokalt er lufthavnsdebatten lidt mindre ophedet efter udmeldingerne om den manglende hjemmel for EU- og statssubsidieret lufthavnsdrift ved Thomasminde. I stedet for at gøre det til endnu en snak om, at Aarhus er bange for sig selv og sætter sit lys under en skæppe, så kunne vi bruge anledningen til at kigge fremad. Aarhus var bange for sig selv for 20-30 år siden, hvor det gav rigtig god mening at investere i en storstilet, privat lufthavn. Kunne vi i stedet begynde at se på, hvordan den højhastige, internationale transport ser ud om 10-20 år?

Den slags er selvfølgelig svært. Men forestil jer, at Hyperloop kommer til at fungere indenfor 5-10 år. Deres udgangspunkt og forretningsmodel er, at en billet koster 10-20 dollars afhængig af afstand. Den vil rejse med ca. 1000 km i timen, den bruger kun 2% af den energi, et fly bruger, der er ingen udledning fra ruten, ingen støj og den kræver ikke et fyldt fly eller togsæt for at køre.

Forestil jer, at Hyperloop kommer til at fungere indenfor 5-10 år.

Projektet i Californien er lavet, så der kan sendes »pods« af sted med ned til 28 personer - og i fremtiden måske færre. Der er afgange hvert andet minut! Hyperloop kan holde en 500 kilometers billet nede på 5-20 dollar ved at lave super hurtig, on-demand fragt for erhvervsliv - deres varer, dele, containere osv. Driften er meget billigere end flytransport og drift-effektiviteten meget højere.

Det selvsikre Aarhus, der på den ene side taler om at gå 10-15 års lufthavnsudvikling til tre milliarder kroner i møde, kunne i stedet tale om at blive Nordens største knudepunkt for et transeuropæisk hyperloop. Det udvidede Nordens midtpunkt mellem London, Hamborg, Bremen, Amsterdam, Berlin, Oslo, Göteborg, Stockholm og Helsinki. Fra Aarhus kan alt kobles sammen, inden linjen føres videre ned i Europa.

Forestil jer jobsituationen, hvis du fra Aarhus kan nå 800 km på 40 minutter for 20 dollars! Bo på Aarhus Ø og hav job i London, i Hamburg eller i Helsinki! Det seje og selvsikre Aarhus kunne være den by, der i løbet af de næste tre år får lavet en forpligtende samarbejdsaftale med disse metropoler om at etablere et Hyperloop (eller lign.). Hvis disse byer betaler efter størrelse, og Aarhus bringer et beløb svarende til lufthavnsløsningen ved Thomasminde, kan der samles et budget på +100 milliarder.

Lur mig om ikke Hyperloops direktør, Rob Lloyd, ville tage et kaffemøde, hvis han fik besked om, at der var lavet et internationalt samarbejde, der sætter Hyperloop på skinner i Europa.

Årslev er knudepunkt for en halv million arbejdspladser og ca. en million mennesker. Et oplagt sted, at overveje fremtidens transportmuligheder.

Flere steder i USA er setup’et på tale og i gang med forhandlinger. Kineserne laver deres egne højhastighedsløsninger på skinner - Japan ligeså. Vi kunne blive det foretrukne sted at bo i hele Norden, da der er let adgang til alt - fra London, Oslo, Hamburg, Stockholm osv. til 100 kr pr. billet og afgang hvert andet minut.

Det ville ændre alt. Forestil jer hvad det ville gøre for erhvervslivet i vores region, hvis vi kan fragte både os selv og erhvervslivets varer mv. til Paris på en time, London på 40 minutter, Hamborg på 30 minutter, Stockholm på 35 minutter osv.

 Terminalen kan vi for min skyld godt lægge i Årslev og gøre det til fremtidens knudepunkt. Årslev er i forvejen lettest tilgængelige knudepunkt for ca en million danskere i Business Region Aarhus via motorvejsnettet - og siden letbane.

 

 

NB: Denne artikel er oprindeligt udgivet i Aarhus Stiftstidende, hvor jeg er tilknyttet blogger: http://stiften.dk/debat/tag-en-vacuumtube-til-london-paa-40-minutter