case

KRAFT - Oplevelsespark

Product Category: 
Projekter
Forfatter: 
jarle
Fremtidens turistattraktion i Ringkøbing

Naturen og turismen er, sammen med et stærkt erhvervsliv, nogle af de største ressourcer i Ringkjøbing-Skjern Kommune, og alle dele skal projektet KRAFT være med til at understøtte. Med KRAFT får Vestjylland en sjov, social og anderledes ramme for forståelse af naturen som ressource. Og det bliver et mødested for de nyeste tanker fra hele verden omkring de bedste måder at bruge naturen på, i nye energiløsninger og fremtidens grønne produkter, i fremsynede fødevarer og moderne kunst.

KRAFT er en international turistattraktion over naturens fantastiske ressourcer. Ved at kombinere forbløffende, specialudviklede forlystelser med et skarpt fokus på, hvad naturen kan gøre for os, opstår en unik ”amazement park”, hvor vind, sol, hav og ny teknologi er forvandlet til engagerende, kraftfulde og berigende helårsoplevelser for hele familien.

Klimadebatten har fremmalet et dystert billede af fremtiden. KRAFT står i kontrast hertil som en mulighedernes verden - med interaktive og inddragende måder at smage, dufte, røre og lege sig til en fascination af naturens – stadig – umådelige ressourcer.

KRAFT bliver stedet, hvor man øser af naturens rigdom. Men det bliver også stedet for de første, de smarteste og de nyeste bud på bæredygtige måder at udnytte ressourcerne på.

KRAFT er blevet bevilget 10 mio. kr. af Vækstforum i Region Midtjylland til at videreudvikle projektet, der har som mål at åbne i 2015.

"KRAFT bliver et stort aktiv for hele lokalområdet, fordi det kan være med til at tiltrække turister hele året. Men også vores mange virksomheder vil få gavn af KRAFT, der kan bruges som udstillingsvindue", siger borgmester Iver Enevoldsen.

Styregruppen bag KRAFT består ud over Ringkjøbing-Skjern Kommune af Innovation Lab, Vestas Wind Systems og Rinkjøbing Fjord Handels- og TurismeCentret.

Læs mere om KRAFT på www.kraftnet.com eller i den lokale dagspresse.

 

Kontakt Mads Thimmer på mads@ilab.dk for at høre mere.

Læs evt. om nogle af vores andre oplevelsesprojekter under turismeudvikling isfjordscenter og århundredets festival